Organic market åbner i Sorø

Her kommer en kort historie fra denne morgen, d. 25. oktober 2024.

Klokken er 05:55, og det er ikke underligt, at det er mørkt i Storgade i Sorø. Duften fra det lokale bageri rammer næsen på ‘deres udsendte medarbejder’, der her til morgen nærmer sig på cykel.

I anledning af Halloween er der stillet halmballer og orange græskar op i gaden, og de ser ekstra uhyggelige ud her i den sparsomt oplyste gade. Men lyset strømmer ud fra den nye butik i Storgade 48A. Hvor der før blev solgt trendy genbrugsmøbler, har Ulrik Knudsen i dag åbnet Organic Market.

Ulrik åbner døren og spørger, om ikke jeg vil komme indenfor. Der dufter af nyistandsatte lokaler, og han er allerede i gang med at brygge kaffe.

"Det er mig, der ejer stedet, og jeg har adskillige samarbejdspartnere tilknyttet. Bageren kom forbi allerede klokken 05:00."

På hylderne er der flere typer brød, kager og andre lækkerier. Her er også vin, øl, æblemost, supper, marmelade og mel fra Aurion.

Konceptet er, at butikken er ubemandet. Man skal downloade en app, Organic Market, for at åbne døren og betale for sine varer.

"På den måde er der styr på det hele…. Men jeg vil nok være her noget af tiden i begyndelsen for at vise folk rundt og demonstrere, hvordan man gør," smiler Ulrik, mens han spæner rundt og stiller de sidste ting på plads. Støvsugeren bliver sat til, mens Ulrik skæver ud til den stadig tomme gade.

"Der har ellers været stor interesse, og folk har kigget nysgerrigt ind ad vinduerne. Folk skal nok lige vågne…."

Da fotografen 12 minutter senere forlader stedet, er der stadig mørkt i gaden. På vej ud ad døren minder Ulrik om, at den officielle åbning er d. 9. november.

"Så ses vi igen”

Forrige
Forrige

LAG midler fra EU hjælper Haakon igang som selvstændig

Næste
Næste

En sjældenhed på skinner